103

I en rutebil til Spangkuk*

Ægteparret Lone og Peder Skamle
var mere end rigtig meget gamle,
for resten var de begge svært tunghøre.
En dag skulle de med bussen til Spangkuk* køre.
Den kom præcist ført af chauffør Madsen:
”Goddaw og velkommen om bord.
Har I hørt, der er sket et forfærdeligt grimt rovmord?”
Det fik Peder
til at ryge op som en fjeder,
Med disse ord han stak stakkels Madsen
en ordentlig en på kassen:
”Du skal ikke sige
til min søde Lonepige:
”Du har en forfærdelig grim røv, mor!”

I gamle dage var tunghøre tit genstand for mere eller mindre grovkornet humor, mens de blinde gik fri, sikkert fordi det var nemt at forestille sig den blindes situation, mens den tunghøres var svær – ”Goddag mand, økseskaft!”
Jeg vover at bringe et diskriminerende indlæg, og gør det med sindsro, da jeg selv har problemet. Det afhjælpes fint med høreapparater, men hvis jeg af en eller anden grund ikke bruger dem, opstår der undertiden komiske situationer…
Tit har handicappede en ret grovkornet humor omkring deres eget problem. Den efterfølgende blev fortalt af en spastiker på Carls Bodega: ”Hvad er det, der sidder og bliver rødere og rødere?” – ”En spasser, som barberer sig med skraber!” Han var ekspert og kunne mange, enkelte så grovkornede, at jeg nægter at referere.

*Og nu til noget helt andet, nemlig Spangkuk. Da jeg havde lavet rimeriet gik jeg på nettet og jagtede lokaliteten. Jeg fandt denne interessante artikel i Fyens Stiftstidende.