156

Bliver børns ører kortere med alderen?

Fire år gammel startede jeg i Kalundborg Asylbørnehave. En dag, da mor havde hentet mig, fingrede jeg under hele hjemturen ved mine ører, hjemme bad jeg om at låne et spejl. Efter et grundigt studium spurgte jeg hende harmdirrende: ”Har jeg lange ører?”

Her må jeg fortælle, at frøknerne i børnehaven ikke havde noget lærerværelse, men kun et stort spisebord i et hjørne i en af stuerne. Her holdt de deres kaffe-, eller rettere kaffeerstatningspauser. En dag kom Hannes mor stormende ind. Hun hviskede lidt sammen med Frk. Gudrun, hvorefter hun omgående blev bænket, det bør vel for resten egentlig hedde stolet… Kort efter sad hele staben omkring bordet.

Der var helt klar tale om, at Hannes mor kom med en tys, tys, skandalesensations sladderhistorie, eller sagt pænere: Vigtig fortrolig information af følsom intim karakter.
Sammen med et par andre børn sad jeg og legede i nærheden. Pludselig fik Frk. Gudrun øje på mig og sagde: ”Bo, gå omgående udenfor og leg, for du har lange ører!”

Dengang besad jeg en næsten autistisk hukommelse. Jeg var i stand til næsten ordret at referere en længere samtale. Så stakkels lille Bo med de lange ører udgjorde en markant sikkerhedsrisiko, derfor blev jeg jaget ud i den kolde sne.

Ak ja, den evne forsvandt med årene. Da dansktimernes rædselsfulde genfortællinger dukkede op og plagede mig, var evnen væk, men det er en helt anden historie.

Grundet ovenstående erindring, fisker jeg nedenstående rimeri op af rimkogergryden:

At kvinder sladrer, er hævet over alle diskussioner.
Vi mænd, derimod, udveksler relevante informationer,
om ubehagelige, upålidelige og tvivlsomme personer,
til hvem vi dybt beklageligt desværre har fælles relationer.

God Weekend