261

På Tønden

I over en uge Store Marens kæmpemås
føltes som lukket af en hængelås.
For nu for alvor at kunne komme på das,
af sted hun sendte manden, Bette Mads
ned til egnens kloge mand
efter afkog måske af skovgaltetand.

"Goddav, du kloge mand.
STORE MAREN INGEN SKIDEN.
I dag er det syv dage siden!"
Sådan lød Bette Mads's lakoniske besked,
da han til mirakelmanden nåede ned.
Denne gav ham en flaske mikstur:
"Dette er en såre hidsig kur.
Store Maren kun må fem dråber tage af saften,
og hun må kun gøre det én gang hver aften.
Sig til hende, at det er af den største vigtighed,
at hun bruger det med den største forsigtighed."

Bette Mads skyndte sig hjem i en fart,
hvor Store Maren ikke havde det rart.
Hun fik flaske og besked,
men fordi hun så meget led,
satte hun flasken for munden
og tømte den helt til bunden
i et eneste drag.
Efter en time lød et brag.
STORE SKIDEN INGEN MAREN,
hendes sjæl var nu til Himlen faren!

Væltet Lokum er en ret så velsmagende spise i de mange små hjem. Hos en tidligere kollega udløste navnet altid meget grin. En kær onkel arbejdede på Grønland i et lille udsted. WC’et var et udendørs gammeldags lokum. Det var forbundet til boligen med en livline og fæstnet solidt til klippebunden med kraftige stålwire. Når tønden var fyldt, blev den båret et passende stykke væk fra boligen og tømt, hvorefter udstedets slædehunde med stor appetit klarede resten af renovationen.
Altså i den grønlandske nat i en hylende snestorm skal onkel på tønden. Han følger livlinen, kommer ind, lukker døren, trækker ned og sætter sig. I næste nu vælter et gigantisk vindstød lokummet, onkel bliver oversovset med med rent ud sagt en gang lort. Udstedets hunde kommer drønende og efter lang tid får han bukserne på plads og kommer i næsten renslikket tilstand tilbage i sikkerhed. Se det var et væltet lokum.