288

Konen gav ham et sidste fur,
thi hun var som et bornholmerur,
Uret siger hak, hak, hak hele tiden.
Hun sagde hak, hak på ham hele tiden.
Nu er han kisteglad og ellevild,
for han mødte en lækker bornholmersild!

Så nu er der sol over Gudhjem.

Erindring.
For mange år siden (1968) var syvende klasse og jeg på Bornholm. Vi boede på Slottet i Gudhjem, hvor en syvende klasse fra Sønderjylland også boede. En dag skulle begge klasser til Christiansø. Det blæste ret kraftigt. Dårligt var vi kommet ud af havnen, før søsygen slog til. Det første offer var min kvindelige kollega: ”Bo, jeg er rigtig dårlig, kan du godt klare ungerne alene??” - ”Sæføli” man var vel vokset op i en havneby.. De første børn røg til rælingen. Nu kom den ene sønderjyske kollega: ”Konen og jeg er søsyge, kan du kigge efter vores børn??” - ”Sæføli” man var vel vokset op i en havneby..
Og jeg fik travlt, flere og flere blev søsyge og skulle hjælpes til rælingen, have et par trøstende ord, et kram, et klap på kinden. En drillede bemærkning: ”Bare rolig, det bliver meget værre, når vi skal hjem!” blev mødt med et brækindhyllet stort smil og et ”Hold kæft, Bo!!”
De få, der ikke blev søsyge, blev dårlige af at se på de andre…
I GUDER jeg var alene og var ved at slide skoene helt op til snørebåndene.
Om bord på skuden var et selskab på en halv snes pensionister, flere så ud til at ville betale en formue for at være tilbage på Bornholm.
Pludselig kom en frelsende engel: En urgammel kvinde (viste sig at være 89) ilede med stok til undsætning. : ”Det er da nogle svære skvatmikler, du der har med!” lød det på bredt sønderjysk. ”Mine er nu heller ikke bedre, men nu skal jeg hjælpe dig! Jeg kan se, du har hænderne fulde!”
Det havde jeg også, bogstavelig talt, for jeg nåede ikke væk, da X for alvor blev dårlig.
Hun var alle tiders hjælp, og eleverne var i deres elendige tilstand, glade for hendes omsorg.
Vi nåede i land. De fleste skvattede omkuld og lod sig berolige af Hr. Lærerens ord: ”I kan godt slappe af. Hjemturen bliver ikke nær så slem. For den første søsyge er altid en værste. Det kan godt være, I bliver lidt dårlige, men slet ikke i samme grad!”
Troen kan åbenbart flytte bjerge, hjemturen forløb stor set problemløst.
Lad mig bruge et par minutter på min engel. Hun kom fra Sønderjylland og var formand for en pensionistbridgeklub. ”Og ser du, skolelærer, pludselig fandt jeg ud af, at ingen af os i klubben havde set Bornholm. Så ringede jeg og arrangerede en turnering med klubberne og selvfølgelig også privat indkvartering, for penge er jo ikke det mange af os har for mange af.”
Jeg hørte om hendes liv. Stokken var mest til pynt, men var da praktisk at have ved hånden: ”Mens jeg endnu var ung, gav jeg mig selv til min firs-års en charterrejse til Spanien. Da vi var indkvarteret, advarede guiden os mod havnekvarteret. Nu var der fest en aften på hotellet. Den var dødkedelig, så jeg tog en taxa ned til havnen. Der var liv og glade dage. Alle var søde overfor den danske turist. Så skulle jeg hjem. Pludselig sprang et par unge knægte frem fra en port. Den ene havde en kniv i hånden og råbte: ”Money” Nej, hvor blev jeg gal. Jeg svingede stokken, så ham med kniven tabte den, og så fik de nogle drøje hug, mens jeg skældte ud: ”Skammer I jer ikke, sådan nogle lømler, hvad tror I ikke jeres forældre ville sige?” De svarede nu ikke, de løb. Jeg har for resten hans kniv derhjemme. Den bliver brugt som papirkniv.
Jeg ved ikke, hvor min engel nu er henne, men hvis du læser det her, siger jeg endnu en gang ”Tak For Hjælpen”