363

Han kom ud fra den berygtede spillebule,
faktisk havde han slet ingen ting at skjule,
Med hænderne dækkede han fortil sin lille cigar,
mens hans numse bagtil, den var ganske bar.
En nattevandrer kiggede, han var ude at vandre:
”Hør du er da vist en rigtig pokerspiller?”
Han svarede og så ud, som slugte han flere bitre piller:
”Mig, pokerspiller? Nul og nix, men det var sgu de andre!”

Jeg snød!

På skolen var det bare in for de store drenge at spille halv tolv. De spillede, havde jeg nær skrevet og skrev, selvfølgelig om småpenge. Der blev naturligvis nedlagt forbud, så når gårdvagten nærmede sig hasardbordet, var det clean for indsatsen.
(Mon ikke forbudet, gjorde spillet mere spændende??)

En eftermiddag fik jeg besøg af en knægt fra niende, Sofus (hed han ikke), han var en af de rigtig skrappe spillere, som tævede alle efter noder. ”Dav Bo, skal vi spille halvtolv?” – ”Helt i orden, og nej ikke om penge, men vi kan spille om tændstikker!”

En æske tændstikker til os hver blev vores startkapital, spillet startede. Jeg vandt, vandt, vandt og vandt. Han vandt ikke en eneste gang og spillede mere og mere desperat og indædt videre. Da den sidste tændstik var vundet, sagde han: ”Det var sgu godt vi ikke spillede om penge. For fanden, man skulle sgu tro, du kunne se mine kort!” – ”Det kan jeg også!” sagde jeg og bankede mig med to fingre på brillen. ”Du ved, Hr. Lærerens røntgensyn!”

Dagen efter vidste alle på skolen alt om duellen, og spillerne så på mig med ærefrygt. ”Bo, vil du spille. Vi spiller ikke om penge!” – Svaret var: ”Nej, men tak for tilbuddet, spillet er for kedeligt!”

Og nu kommer min tilståelse: Sofus sad med ryggen mod stuevinduet, og jeg sad skråt overfor. Med det samme så jeg, at ruden virkede som spejl, og jeg kunne se hans kort!

Kære blogger, mon ikke der her på mine gamle dage ligger en glorværdig karriere som pokerspiller og venter på mig??