454

Hanmissekatten Kaj kom ulykkeligt af dage.
Han elskede nemlig på naboens guldfisk flittigt at smage.
Hans menneskemor ignorerede hver en klage:
”Lad dog bare barnet!”
sagde hun, når man klagede over skarnet.
En dag var guldfiskeswimmingpoolen gabende tom.
Den sidste fisk svømmede rundt i Kajs umættelige vom.
Næste dag var det nat med Kaj.
Erstattet var guldfiskene med en haj!

Den kreative and, alias Tine gav mig denne herlige film. Klik her!

**

Mit forhold til katte er ikke det bedste. Faktisk ser jeg hellere deres halespids end snude, for de er en bande listige mordere som flere gange har forsøgt at begå det perfekte og uopklarlige mord:

Episode 1:
Jeg rørte afslutningsvis i de gule ærter, på bordet bagved stod usle 10 cm medister. Da jeg vendte mig om, stod en genbokat og guffede pølsen i sig. Mit megadecibel høje brøl fik den til at glo hånligt på mig, snuppe medisteren og stryge ud ad døren.
SUUK, gule ærter med rugbrød smager da også meget godt.

Episode 2:
Jeg var i gang med mit livs bedste kursus. Videregående formningsuddannelse. Tre måneder væk fra Universitetet og mulighed for at udfolde sig på talrige måder.
En sen nattetime i det lille hjem lufter jeg ud i et kvarter, hvorefter jeg lukker og går i seng. Alt for tidligt op næste morgen, vakler søvndrukken fra første sal ned og ind i køkkenet. Stivner undervejs. En helt fremmed lyd fra køkkenet. Nakkehårene leger punkfrisure og adrenalinet pumper. Som Bruce Lee’s overmand sniger jeg mig ind i køkkenet. Tomt, puha, træder i det samme i noget vådt, en åben høj køkkenlåge bliver brutalt sparket i. Kaffebrygningen bliver påbegyndt. Lidt senere åbner jeg føromtalte låge. I næste nu springer med et vildt miav en anden genbokat ud i ansigtshøjde og stormer ud!
Da jeg luftede ud, var den smuttet ind. Desværre elskede den åbne skabe, hvorfor den valgte mit skab som gemmested. Kan du gætte, hvad det våde var, når jeg fortæller dig, at jeg måtte skifte sokker.

Episode 3:
Sommerferie, hedebølge. Jeg havde forvandlet mig til et nattedyr. Klokken var tre om natten. Buldermørke og en dødlignende tavshed hvilede over Store Merløse. Mens det sidste glas kølige hjemmelavede hvidvin blev mere end lunkent galoperede jeg gennem Edgar Allan Poes uhyggelige novelle: Den sorte kat.
En mand beslutter sig for at myrde sin kone og hendes sorte kat. I forbindelse med kælderen er der støbt et rum, som rager udenfor selve huset. Mures indgangen til og væggen bliver kalket, kan ingen se ændringen.
Øksen bliver svunget. Han er enkemand. Katten bliver kun lettere såret og forsvinder. Nu skal liget skaffes af vejen. Murearbejdet begynder, men må afbrydes. En time senere fuldføres det.
Strategiske henvendelser og med stigende bekymring til Scotland Yard. En dag kommer et fra opdagere for at gennemsøge huset, han følger med. Da de er færdige med kælderen, slår han i overmod sin stok mod den nye mur og nærmest hulker:
”Jeg vil give alt for at få min stakkels kone tilbage!” – ”MIIIAAAV” lyder det ynkeligt fra den anden side af kældervæggen. Katten var i et ubevogtet øjeblik smuttet ind til sin kattemor og var blevet muret inde. Afsløret!
Da jeg kom til MIIIAAAVET strejfede noget blødt mine nøgne ben og idet et rædselsvækkende MIIIAAAV ramte mine trommehinder landede det på mit skød!!
Hvis jeg nu hævder, at jeg stille og roligt løftede naboens kat op fra mit skød og bar den ud og med ordene ”Tak for besøget!”, så har jeg et kreativt forhold til sandheden.
NIX. Jeg skreg højt, sprang op, så lænestolen væltede, desværre også hvidvinen. Kat og bog landede på gulvet. Den ubudne gæst fræsede tre gange rundt i stuen oppe under loftet, inden den strøg ud i sikkerheden.

Således, kære læser, har de forbaskede katte tre gange forsøgt at fremprovokere et hjerteanfald!