460

Foto 1

Foto 2

Foto 3

Det Lille Folk

Du har sikkert set en dunbirk (Foto 1), som er oversået med underlige grenklumper af forskellig størrelse. Det er heksekoste også kaldet fuglereder. Selvfølgelig husker du fra skolens biologiundervisning, at der er tale om en svampesygdom forårsaget af taphrina betulina.

Hvad du næppe ved er, at nogle af heksekostene i virkeligheden kan være tulsere, som bruger træet som sovekammer! Tulserne, også kaldet Det lille folk, er formentlig de sidste trolde, som har formået at overleve menneskehedens ubarmhjertige udryddelseskrig.

Prøv om dagen at fotografere en angrebet dunbirk. Vend tilbage om natten og tag et nyt billede. Sammenlign nu omhyggeligt de to billeder (Foto 2). Hvis du er rigtig heldig mangler der måske et par heksekoste, som i virkeligheden var tulsere!

Når det er mørkt ændrer tulsen sin form. Den bliver fladtrykt på undersiden og dens store grønne øjne kommer til syne. Grenen slippes, og den svæver tyst ud i natten på jagt. Den er planteæder og foretrækker unge planter og blomster, men går ikke af vejen for insekter og natsommerfugle, og kommer små pattedyr eller småfugle for tæt på tulsen, ja, så er der et eksemplar mindre.

Jeg må lige nævne, at tulserne på ingen måde er farlige for os mennesker, selv om vi godt kan blive generet af dem. De elsker nemlig underbukser, men bare rolig, møder du en tulse mister du ikke denne intime beklædningsgenstand, men har du ladet vasketøjet hænge ude om natten, kan der godt mangle nogle underbukser om morgenen. Deres favorit er de gammeldags lyserøde og lodne underbukser, som især ældre kvinder brugte tidligere.

Der er imidlertid efterhånden en alvorlig mangel på denne delikatesse, så i dag kender de unge tulser stort set kun til denne herlige spise fra gamle tulser. ”Næh, den gang jeg var ung, var der underbukser til!”

En sen nattetime kunne jeg ikke sove. Frederik og jeg kørte en tur ud til en mose et sted her på Sydhavsøerne. Vi gik en tur. Pludselig så vi en lille flok tulser. Vi faldt i snak. Frederik foreslog, at vi serverede nogle af hans hundekiks for dem. De blev nydt, og snart var posen tom. Vi lovede at komme igen en anden gang med en ny forsyning. Herefter fik vi lov til at fotografere dem (Foto 3), men forinden måtte vi sværge vores salighedsed på, at vi ikke ville røbe deres opholdssted.

Inden vi tog af sted bad de os mindeligt om, at bede menneskene om ikke at bruge skyllemiddel til deres underbukser, for det gav dem altså mavepine. Opfordringen gives herefter videre: ”INGEN skyllemiddel til underhylerne, hvis de skal hænge ude om natten!”