549

I baglokalet Købmand Hans havde en lille kro,
hvor mandfolkene nød en fyraftensbajer eller to.
En dag kort før pinse meddelte den gode Hans:
”Kære venner, her er en rigtig loppetjans.
Jeg giver et helt pund kaffe til den mand,
som det bedste pinsevers lave kan.”

Den bette Hrr. Steen
til at digte vinderverset ej var sen:
”Det bedste her under pinsesolen,
det har pigen under pinsekjolen!”

Da hjem han kom med sin kaffe
til sin højtelskede, højhellige fru Egone,
i parentes en stor, stærk og hidsig matrone,
erkendte han: Det vers ham problemer kunne skaffe!
For ej stor ballade med fruen at få,
han lavede et nyt, der lød som så:
”Det bedste i vor pinseglade by
er kirken, som prægtigt knejser under sky!”

Glad og stolt Egone ud af døren for
og ind i huset, hvor Købmand Hans han bor:
”Tænk at min kære mand med sådan et vers kunne vinde,
for derind han ellers næsten aldrig har kunnet finde.
Sidste gang var for en uge siden,
og tænk, i søvn faldt fjolset hele tiden.”

Vittigheden er urgammel. Tilbage i den tidligste ungdom så jeg den i et nummer af Det Bedste og var på det tidspunkt uhyre vovet og slet ikke bladets stil. I dag får man nærmest et halvt kilo eller et pund kaffe i nakken. Den gang var den dyr, så de fleste købte et kvart pund kaffe af gangen. Den blev så blandet med Rich og/eller Danmark, en kaffetilsætning, og holdt en til to uger, så Købmand Hanses præmie var ikke så ringe endda.

Meget tidligere var kaffe helt vild luksus. Man fik de uristede bønner og ristede dem på en pande, hvilket udsendte en karakteristisk og modbydelig stank. Herefter blev malet, og kaffen brygget. Da man ikke altid havde lyst til at dele kaffen med naboerne, smed man tit en nedslidt uldsok i komfuret. Den stank overdøvede kaffeduften...

Duften af kaffebønner, der ristes, er rædselsfuld! Jeg taler af erfaring. I 1975 var jeg i sensommeren på mit livs bedste kursus. Tre måneders videregående formningsuddannelse. Der var dog et stort minus: Undervisningslokalet var en nødtørftig indrettet tagetage i et treetagers hus. I stueetagen boede i den ene ende et garveri i den anden et kafferisteri, hver med en opgang som førte op til os. Det betød at hver gang vi åbnede en af de to yderdøre blev vi mindet om vore to lidet velduftende underboere! Vores udluftningsmuligheder var små. Seks små tagvinduer, hvoraf to ikke kunne åbnes, og det var varmt - FØØØJ.

En uge havde vi croquistegning. Modellen var et rigtig flot skår, men situationen var selvfølgelig, på grund af indfaldsvinklen, totalt usexet. MEN ikke for en af institutionens pedeller, som tilfældigt kom ind. Han tabte underkæben og næsten værktøjskassen. Pludselig lyste han op i et stort smil. "Hvad er det for en vandhane, der løber?" Den blev ordnet og de andre tjekket grundigt. Den efterfølgende dag mødte han op med to kolleger, og lokalets mangler udbedret.

HERLIGT, vi havde bedt om det i 1½ måned.