En loppetjans
På Robinson Crusoes berømte ø
mødte en loppemand en loppemø,
oh, en såre skøn og sexet sag:
”Hør du min elskede dejlige skat,
skal vi mødes allerede nu i nat!!”
”Nej, jeg er alt for træt, min kære ven,
vi må springe over til Fredag ,
men så ses vi også igen!”
mødte en loppemand en loppemø,
oh, en såre skøn og sexet sag:
”Hør du min elskede dejlige skat,
skal vi mødes allerede nu i nat!!”
”Nej, jeg er alt for træt, min kære ven,
vi må springe over til Fredag ,
men så ses vi også igen!”
Stævnemøde på Robinsons hovedbund
Jeg var omkring ni år, da jeg pløjede mig igennem Daniel Defoes berømte roman ”Robinson Crusoe”. Det var historien om sømanden Robinson. Hans skib forliser tæt på en øde ø. Han overlever. En dag går en flok kannibaler i land med en fange, som er deres frokostkurv. Robinson angriber og jager dem på flugt og befrier fangen, som han giver navnet Fredag. I min fantasiverden var de ikke alene. Da kannibalerne vendte tilbage, kom jeg til undsætning.En forsker havde en meget intelligent loppe. Når han råbte spring, sprang den. Nu fjernede han de forbenene og råbte spring. Den sprang. Nu kom turen til det mellemste par ben. Spring, og den sprang om end ikke særlig godt.
Til slut røg bagbenene. Spring, SPRING, SPRRIIIING. Loppen sprang ikke. Hans konklusion: ”Høresansen hos lopper sidder i bagbenene!”
Se! Der var loppebd i din fortællng. Måske har du ret at konklusionen ikke altid hænger sammen med det der virkelig skete . Hmmmmm!
SvarSletbilledmager - takker mange gange
SvarSlet