124

Ekshibitionistisk post eller...?

Hr. Olsen kyssede sin morgenfrue og missemorgenkat
og sagde farvel til både sin ene og sin anden skat!
Så gik han fra tredjesalen til bussen ned.
Da den kom blev han om ørerne ganske hed,
for han opdagede noget rigtig slemt:
Pengepungen havde han nemlig glemt.
Hurtigere end et lyn kan jage,
jog den glemsomme fyr tilbage.

På vej op fra anden til tredje sal
blev han på Postdanmark både rasende og gal.
For det stakkels postbud kom som en bedre kænguruged
stormende af trappen ned.
Tænk den stakkels mand havde kun trusser på,
tilmed var de lyserøde og tangatrussesmå!

Hr. Olsen erklærede vred i sinde,
da han hastigt talte med sin kvinde.
”Postdanmarks spareiver omgående stoppe må.
Postbudenes uniformer er sgu alt for små,
det ender da med, at de slet ingenting har på!”

I vores gamle hjemstavnskommune havde vi en gang en landpost. Han klarede sin rute på knallert, Lad os kalde ham Hugo Børge. Han var eftersigende ret så hundefjendsk og yndede at drille hundene på ruten, altså når han ikke risikerede noget. På Mirabellegården, eller hvad den nu hed, boede en stor dejlig hund af amuracen*. I dagtimerne stod den tit lænket og passede sit job som vagt.
Uheldigvis var Hugo Børge gårdens postbud. Når han kom kørte frem og vendte så tæt på hunden, at den lige netop ikke kunne nå ham, herefter accelererede han så gårdspladsens småsten sprøjtede op.
Døren som han skulle smide posten ind ad, lå i stuehusets modsatte ende tæt på indkørslen, så der var ingen logisk grund til provokationen.
Han var utallige gange blevet bedt om at lade være og svaret var: ”Jo da, men I kan da nok forstå, jeg skal kunne vende knallerten!”
En dag fik han en advarsel, som han heldigvis ikke forstod: ”Nu må du holde op, for en dag fejlbedømmer du afstanden.”
To dage senere var det nødvendigt at skifte hundens lænke. Den nye var en meter længere.
AV, av og atter av.
”Det var da forfærdeligt post, men du var jo advaret. Nu må du jo komme med et krav om erstatning, så sender vi den ind til forsikringen!”
Næste dag blev dagens post smidt på trappestenen, og underligt nok, Hugo Børge kunne godt vend i den anden ende.
Han kom aldrig med noget erstaningskrav!