Hos hold masken læste jeg om stakkels Daniel, som mødte en hveps. Det inspirerede til denne drabelige beretning_
Død Over Hvepsen
Lille Peter på fem
i børnehaven mødte frem
med hovedet i en stor bandage.
"Hvad pokker Peter er det for en emballage?"
"I går lavede en hveps stor ravage,
den brugte mit hår som kamuflage.
Storebror angreb den med stor kurage,
den kom med storebrors skovl i karambolage,
og så var den bare en stor plamage!"
i børnehaven mødte frem
med hovedet i en stor bandage.
"Hvad pokker Peter er det for en emballage?"
"I går lavede en hveps stor ravage,
den brugte mit hår som kamuflage.
Storebror angreb den med stor kurage,
den kom med storebrors skovl i karambolage,
og så var den bare en stor plamage!"
Tilbage i lærertiden var jeg fast gårdvagt, hvilket stillede krav om at spille på mange strenge. Fra den barske hårde gut (heldigvis meget sjældent), eks: En stor, bomstærk frygtet rod fra 9. bankede løs på en spinkel knægt fra 7. En høflig pædagogisk korrekt henvendelse om, at han stoppede, udløste kun: ”Bland dig uden om, stodder!”, hvorefter han forsøgte sig med en lige højre! Dårlig ide, to sekunder senere befandt han sig i et førergreb på vej til kontoret. Han blev sendt hjem en uge. Da han kom tilbage, fik vi tit en dybsindig og fortrolig snak, men hans livsbane var stukket af for længst.
En hel anden streng var den trøstende streng: Lille Emil fra 2. havde slået panden og kommer snøftende, nok mere af forskrækkelse end smerte. Jeg kiggede på ham: ”Ja, det må vi sørme gøre noget ved. Kom nu går vi ned i sløjd, så saver jeg hovedet af dig, så får du aldrig mere ondt i hovedet!!!” To sekunder senere hylede han er grin, og så gør det jo ikke nær så ondt. Næste frikvarter ventede næsten hele hans klasse og så begyndte en munter fangeleg: ”Bo, du må ikke save hovedet af mig!” Muligvis ikke pædagogisk korrekt, men metoden virkede godt, hver gang.
I lommen havde jeg altid et par sårrensende servietter fra Falck, når så en mindre skade var sket, blev den pludselig til en lokalbedøvende serviet, Efter en passende overbevisende forklaring blev den holdt mod det smertende sted 10-20 sekunder. Underlig nok: Man kunne mærke virkningen med det samme.
En gang kom en pige fra 8. Hun var blevet stukket af en hveps: ”Bo, har du en af de der servietter” – ”Selvfølgelig1” Hun fik en, selvfølgelig efter at jeg havde pakket ud og emballagen smidt ud. Servietten hjalp en hel del!
En hel anden streng var den trøstende streng: Lille Emil fra 2. havde slået panden og kommer snøftende, nok mere af forskrækkelse end smerte. Jeg kiggede på ham: ”Ja, det må vi sørme gøre noget ved. Kom nu går vi ned i sløjd, så saver jeg hovedet af dig, så får du aldrig mere ondt i hovedet!!!” To sekunder senere hylede han er grin, og så gør det jo ikke nær så ondt. Næste frikvarter ventede næsten hele hans klasse og så begyndte en munter fangeleg: ”Bo, du må ikke save hovedet af mig!” Muligvis ikke pædagogisk korrekt, men metoden virkede godt, hver gang.
I lommen havde jeg altid et par sårrensende servietter fra Falck, når så en mindre skade var sket, blev den pludselig til en lokalbedøvende serviet, Efter en passende overbevisende forklaring blev den holdt mod det smertende sted 10-20 sekunder. Underlig nok: Man kunne mærke virkningen med det samme.
En gang kom en pige fra 8. Hun var blevet stukket af en hveps: ”Bo, har du en af de der servietter” – ”Selvfølgelig1” Hun fik en, selvfølgelig efter at jeg havde pakket ud og emballagen smidt ud. Servietten hjalp en hel del!
Troen kan flytte bjerge.
Sikke nogle herlige historier, både om Peter og hvepsen - og fra skolegården. Håber mine børn møder lige så herlige gårdvagter en gang ;o)
SvarSletlivrdz - tak.
SvarSletDet må bestemt have været godt at være elev under dine gårdvagter!
SvarSletHurra for placebo-effekten ;-)
SvarSletHar du lært kampsport siden du kunne håndtere en stor bomstærk elev fra 9nde, som tævede løs på mindre ofre?
SvarSletJeg kunne fristes til at spørge om mere, men helst senere - tak for et skægt indlæg. Jeg kom egentlig mest for at se det varme, brændende indlæg fra i går.
conny - det var nu også rart at være gårdvagt.
SvarSletmargrethe - ja, den udretter mirakler.
donald - dav og velkommen i rimkogeriet. Jo, jeg lærte jiu jitsu i et år, det lyder ikke af meget, men vores instruktør fortalte indledningsvis: "Med ti greb kan I klarer langt de fleste situationer!" Og så trænede, trænede og trænede vi hver gang så det sad på rygmarven, og det gør det stadigvæk. Selvfølgelg fik vi også lidt nyt hver gang.