315

Morgendagens 100 årige fødselar
pulsede lystigt på sin gode cigar
under interviewet med Lokalens journalist,
en rigtig ordekvilibrist.
”Jo ser du, sådan begynder jeg min dag:
Først går jeg med Morgenposten i lag,
og hvis jeg ikke min dødsannonce kan finde,
siger jeg: Du er sgu’ en heldig kvinde!
Gamle tøs nu din morgenmad, du skal have,
og så starter jeg med kaffen at lave!”

For mange år siden var en ældre borger, Carl L. Nielsen (navnet fiktivt), indlagt på Kalundborg Sygehus. Han sad i opholdsstuen og nød en kop eftermiddagskaffe, da budet fra Kalundborg Folkeblad kom og afleverede avisen.
Han studerede forsiden og bladede om til side to og tabte kaffekoppen. En stor overskrift flammede imod ham. Den kendte direktør Carl L. Nielsen er død. Derefter fulgte et smukt portræt af ham og en lang artikel om alle hans fremragende sider…..
Da Carl havde sundet sig lidt, blev han hurtigt overbevist om, at han ikke var død.
Forklaring: Bladet havde en meddeler på sygehuset, som om morgenen ringede med interessante nyheder. Denne fortalte om Carl L. Nielsen tragiske endeligt men glemte bare at fortælle, at det var en husmand.
Nå skidt, den som lyves død får et langt liv, siger et mundheld.

Det minder mig om, at jeg som barn undertiden tænkte på om, jeg var død!! Måske var jeg et sekund tidligere dræbt af en bilist, og nu levede jeg videre i en parallel og fuldkommen identisk verden uden at være klar over det. Her kunne jeg så også være kørt over osv. Tanken optog mig meget, og det store spørgsmål var, hvordan skulle jeg kontrollere det!
Enten var jeg rablende skør (og er det måske stadigvæk) eller også genial og anede hypotesen om det uendelige antal kvanteverdner, som jeg læste om for et par år siden. Her ville det faktisk være muligt!!

Har du gjort dig tilsvarende tanker.