489

”Lille Ludvig er ved at være stor!”
Sådan talte Lille Ludvigs mor.
”Farmand, du må ham fortælle om kærlighedens liv.
Det er et job for en farmand og ikke for hans viv.”
”Lille Ludvig kom nu her,
sæt dig artigt på stolen der.
Lyt nu pænt til mig,
så skal jeg fortælle dig
om blomsten og bien den lille!”

”Far, ti dog stille!
Forrige år , da vi var midt i juleanden,
myrdede du brutalt min tro på julemanden.
Næste år efter besøg hos moster Karen,
dræbte du myterne om tandfeen og påskeharen.
Dit næste budskab om en overtro, som ej kan holde,
er sgu’ en af de megakolde:
Nemlig at voksne slet ikke kan bolle!”

** **

I starten af min glorværdige karriere som lærer spiste jeg på et pensionat. Værtsparret, Arnold og Ellen, skulle fejre sølvbryllup og inviterede os pensionærer med. Glad, renvasket og velfornøjet ankom jeg til forsamlingshuset, hvor jeg blev modtaget af rødderne: ”Bo, vi har fundet ud af, at en af os skal holde en tale, og det skal være dig!” – PIIIV – Min borddame blegnede, da hun hørte om min opgave. ”Jamen kan du det, du har jo ikke forberedt dig ?” – ”Næh, men jeg er jo nødt til det!” Jeg var vist ikke særlig opmærksom under første del af middagen….

Taler var der mange af, laaaange. For lange, for når gæsterne diskret spiser videre, tænder en smøg, småsnakker dæmpet, er det tegn på at tålmodighedens grænse for længst er overskredet.
Den værste var værtindens onkel, som i bedste mening øste af sit hjertes erindringer om Ellen som spæd, som lille, som stor pige, brylluppet med Arnold, detaljeret gennemgang af hans oplevelser med parrets tre børn. GAAB. Personalet måtte ind med meget mere vin…..

Da tilhørerne havde sundet sig, mente jeg at det var det rette tidspunkt for at tale. Jeg havde fattet tre vigtige forudsætninger for en tale: Kortfattet, lidt seriøs alvor og til slut humor. Afslutningsreplikken var: ”Arnold, det er en dårlig gris, der ikke kan rode en anden fra truget. Du har tolv dødsensfarlige rivaler, for vejen til mandens hjerte går som bekendt igennem hans mave. Det ved Ellen, og derfor har hun en stor plads i vores hjerter, så nu er du advaret!” – Derefter selvfølgelig den traditionelle skål og hurraråb – Reaktion: Tordnende bifald. Min borddames kommentar: ”Passer det virkelig, at du ikke vidste, at du skulle tale?”

Hvad pokker har det med den lille Ludvigs bolle-bekymring?? Jo, mandag morgen skulle jeg have en første klasse til formning. Sofie (navnet ændret), hvis forældre var med, kom stormende mig i møde: ”Bo, var du også fuld, da du kom hjem?” – ”Jo, jeg var vist ikke helt ædru!” – ”Ja, for ved du hvad, mor og far var i hvert fald smadderfulde. De løb rundt efter hinanden inde i stuen og grinede, og så fangede far mor, og så lå de på sofaen, og den knirkede. Og ved du hvad, Bo, mor blev ved med at sige, at far skulle passe på, at det ikke gik galt! Hvorfor sagde hun det??” – ”Tja, det ved jeg ikke, men du kan jo spørge din mor…..”
Jeg har til forældremøder i de helt små klasser tit sagt: ”Hvis I lover mig ikke at tro på alt, hvad jeres børn kommer hjem og fortæller jer om mig, så lover jeg til gengæld at tie stille med alt det, som jeres børn fortæller om jer!”

Og apropos forplantningens mysterier: Finn Søeborg har begået den herlige novelle ”Hvordan far” Læs den!