I fem dage på det mondæne Hotel Figaro
i en luksussuite de begge skulle bo.
Vel ankommet tager hun et forfriskende bad,
imens bestiller han raffineret aftensmad.
Tjeneren kommer og retter an,
og da han er en såre betænksom mand,
spørger han, inden han forlader suitens stue:
”Er der andet? Måske noget til Deres frue?”
”Ih, tusind tak. Ja, et postkort var jeg lige ved at glemme.
Jeg lovede at sende en hilsen til hende derhjemme!”
i en luksussuite de begge skulle bo.
Vel ankommet tager hun et forfriskende bad,
imens bestiller han raffineret aftensmad.
Tjeneren kommer og retter an,
og da han er en såre betænksom mand,
spørger han, inden han forlader suitens stue:
”Er der andet? Måske noget til Deres frue?”
”Ih, tusind tak. Ja, et postkort var jeg lige ved at glemme.
Jeg lovede at sende en hilsen til hende derhjemme!”
Husk lige, at den tænkte tanke fortæller meget om den, der tænker. Kortet var selvfølgelig til hans gamle mor, som passede villa og vovse, mens de var væk!
Den holder ikke hos sprogfolk, Rimkoger! Tjeneren spurgte jo udtrykkeligt, om herren ville bestille noget til fruen. Du har naturligvis ret i, at tankespring som det, du påstår fandt sted hos herren, forekommer i det virkelige liv, men det retfærdiggør ikke, at man benytter sig af dem til at mistænkeliggøre sagesløse læsere ;-D
SvarSletRasmine - Tak for reprimanden :-)
SvarSletHans mor er vel også en form for fru, om ikke hans så hans fars. ;-)
SvarSletTine - Jamen du har da ret, så Rasmine ÆÆÆÆV, BÆÆÆÆV!
SvarSletEn mand kan måske kalde sin mor "Fru Moder" (hvilket jeg finder meget smukt og respektfuldt) eller - som Tine netop foreslår - sin fars frue, men ikke sin frue. Tjeneren sagde jo netop "Deres frue", ikke "Deres fars frue".
SvarSletDet vil sige, man kan kalde hvem som helst hvad som helst, man har lyst til, men gør man det uden hensyn til omgivelsernes muligheder for at opfatte, hvem/hvad man egentlig mener, kan man ikke begå sig. Man er simpelthen nødt til at holde sig til miljøets accepterede kode, hvis man vil kommunikere.
Det nummer, du laver her, er meget skægt, men det holder som sagt simpelthen ikke sprogligt, om så både du Tine står på hovedet ;-D
PS - Hvem siger i øvrigt, at herrens mor var "frue"? ;-D ;-D
Når der på stort set alt det, det bliver sendt til mig stå fru og så mit navn på trods af jeg er ugift og aldrig har været gift, så ...
SvarSletRasmine, jeg har fået at vide, at lige så snart en kvinder fylder 18 år, så er hun fru uanset om hun er gift eller ej ... for det er nemmere at skrive fru end frøken og kvinder over 25 år skæmmer sig over at være ugift ! ? ! ?
@Tine - det der med at kalde alle hunkønsvæsner over 25 fru(e) ved jeg godt, og det har irriteret mig, så længe jeg har set ud til at være over 25. Jeg, der overhovedet ikke har lyst til at blive/være gift!
SvarSletPå den anden side er der det positive ligestillingaspekt. Hankønsvæsner har jo altid været "hr.", uanset ægteskabelig status.
Der er bare det ved det, at for (nogle) halvældre (fx mig) ligger der stadig en snert af "tilhørende en mand" i frue. Det gibber i mig, hver gang nogen siger frue til mig. Jeg synes, det er en nedvurdering af min uafhængighed - men det er måske nok mig, der er lidt sær på det punkt.
Bortset fra det kan jeg faktisk ikke forstå, at det skulle være nødvendigt at sige hr. eller fru. Jeg er tæt på at udstøde et misbilligende heksehyl, hver gang der bliver sagt "Farvel, Frue!" i forretninger. Hvorfor kan de ikke bare sige "Farvel"?
Off topic - jeg ved det, men det var mest dig, der begyndte ;-)
@ Rasmine.
SvarSletSkal jeg være helt ærlig, så synes jeg at brugen af titler er både gammeldags og unødvendigt snopperi, som kun køre de kongelig kredse til, for de har jo ikke ligefrem fulgt med udviklingen, men hvis der endelig skal bruges titler, så skal det altså være de rigtige og når hverken du eller jeg har haft brug for at sælge os selv ( læs: blive gift ), hvorfor ( slettet af censuren ) skal vi så kaldes for noget, vi rent faktisk ikke er ???
Jeg har ikke behov for at føre mig frem på en titel og slet ikke som noget, jeg ikke er.
Jamen Tine - så er vi jo enige!!!
SvarSletSelv om jeg synes, du går lidt for vidt med din bemærkning om at sælge sig selv; men hvis vi skal diskutere det, må vi nok hellere holde os til vores egne blogs og ikke lade det gå ud over den rare Rimkogers ;-)
Mine damer hold jer endelig ikke tilbage. DEt giver point på besøgstavlen :-)
SvarSletBortset fra det, så er der altså mange breve, hvor titulationen er Fr.
Fr. troede jeg var gået i glemmebogen, for det er mange år siden, jeg sidst har set det, men jeg har åbenbart været uheldig. Det er nu en skam, at man ikke kan udtale det, så det lyder som et rimeligt ord.
SvarSletPå engelsk har man Ms. med samme funktion som Fr. Det anvendes faktisk også i tale (udtales [miz] - altså med stemt s). Hunkønsvæsner af Tines og min kaliber bruger det om sig selv. Jeg husker en engelsk film, hvor et sådant blev spurgt, om det var Miss eller Mrs. Svar: I prefer to be called Ms.
Rasmine - Den kønsbestemte formulering Hr./Fr. er stort set overflødig:
SvarSletFølgende betingelser skal være til stede:
1. Fornavnet skal kunne både være et drenge og pigenavn, f.eks. Gert & Inge
2. Det skal vurderes nødvendigt for offentligheden at kende den pågældendes køn.
Bed mig ikke om eksempler!
Det er jo nok også derfor, jeg ikke har set Fr. i mange år. Det er i den talte kommunkation, det går galt. Jeg kunne tænke mig at finde frem til en effektiv metode til at få butikspersonale til at indse, at man absolut ikke opnår noget ved at proppe et hr. eller fru ind - tværtimod. I alt fald ikke hos folk under 80.
SvarSlet