1352

04-05-2011



4. maj 1945 om aftenen:

Jeg var fire år og var lagt i seng som en pæn og artig lille dreng og sov min søde søvn. Pludselig blev jeg revet ud af Morfeus arme: Mor og storebror larmede inde fra stuen. Radioen var skruet helt op.
Det måtte undersøges, altså stod jeg op. Stuen var kaos. Mørklægningsgardinerne var hevet ned og revet i stykker. I den lille stue brændte mange stearinlys i vinduerne, og storebror hængte dannebrogsguirlander op i vindueskarmen. Efter lidt overvejelser konkluderede og spurgte jeg: ”Er det juleaften?”

Senere samme år:
Mor var i gang med hovedrengøring. Madrasserne var båret ned i gården og blev banket grundigt igennem af tæppebankeren.
Jeg kiggede grundigt på begge sider af madrasserne: ”Mor er det feltmadrasser??” og gav selv svaret. ”Nåh nej, der er jo ikke noget hår, man kan klippe af!” -- Mor sendte historien ind til Hjemmet, som kvitterede med 25 kroner.
Feltmadras var en hånlig betegnelse for kvinder, som under besættelsen kom sammen med tyske soldater. Det var ligegyldigt, om det var kærlighed eller prostitution.
Efter befrielsen blev en del danskere åh så forfærdelig modige og hævnede sig ved at klippe håret af de slemme feltmadrasser…. Føj for katten.

5 kommentarer:

  1. Ja, føj for katten og sikke et mod.

    SvarSlet
  2. Ja det var sikkert ikke altid lige rart det de kvinder blev udsat for...:-(

    SvarSlet
  3. Helt enig og det er jo så nemt at slå på de svae.

    SvarSlet
  4. Ja, vi søte mennesker er rå som villdyr av og til. Men historiene dine var herlige:)

    Ha en fin dag vidare:)

    SvarSlet
  5. Petrine - Alle kan være modige, når der ikke er noget at være bange for!

    SvarSlet

Kære gæst
Hvis du ikke har nogen blog og vil skrive en hilsen,
gør du følgende:
1. Skriv først din hilsen og underskriv med dit navn.
2. Klik på feltet Kommenter som.
3. Vælg herefter Anonym.
4. Klik på Send kommentar.

Og så siger jeg tak mange 1000 gange :-)