Anne (Anjoe) er død

19. januar
Mit hjerte græder. Anne er død. Hendes helbred var gennem mange år dårligt. I 2014 blev hun indlagt, lagt i respirator. Fik konstateret kol. Den ene lunge var kaput. 25% kapacitet på den anden. Flere indlæggelser samme år. Hævede ankler, vejrtrækningsproblemer. Medicinen hjalp, men helbredte ikke.
Det sidste halve år gik det dårligere og dårligere.
Den 22. december fik hun en æggestor vabel på højre skinneben. Den blev punkteret, uden at det hjalp nævneværdigt. Den 23. en ny. Den 24. endnu en, så ringede vi efter vagtlægen. Det skulle være sket før, men hun var typen: ”Jeg ser det lidt an!”
Han kom, lang ventetid. Hun blev indlagt. Vablerne blev klippet, prøver taget, samme nat kom hun hjem.
Hun fik skiftet forbindinger to gange om ugen, sårsygeplejerske, ambulatoriet. Helingsprocessen var meget smertefuld.
Den 15. januar gik det helt galt. 112. Hasteindlagt. 16. om morgenen tre hjertestop, intensiv, respirator. Jeg kom, snakkede lidt, envejskommunikation. Tog hjem ved 22-tiden. Onsdag nat klokken to ringede mobilen: ”Nu er det tæt på!” – Da jeg kom frem, var hun død.
Personalet havde skabt en god stemning i stuen. Slanger, ledninger og udstyr var væk. Lyset dæmpet, på et bord tæt på sengen stod to ”levende” smukke bloklys. Hun lå med et uendelig fredfyldt udtryk, min første tanke: ”Hun sover.”
Som sagerne står, må jeg sige godt, godt at hun døde, for hun havde ikke haft noget liv at vende tilbage til.
Vi har hele tiden, i forbindelse med vores død, været enige om: Ingen højtidelighed, krematoriet og fællesgraven på Maribo Kirkegård.
Tak til personalet på intensiv, de gjorde alt, og tak for deres omsorg for mig.
Kære Anne, det her kan du sgu' ikke være bekendt, men du er tilgivet. Kæmpestor tak for 35 gode år.



SIDSTE STOP
Fjorten dage efter Annes død kom mailen: Urnen er ankommet til Maribo Domkirkes kirkegård. Dagen efter kørte jeg afsted i en underlig rolig sindstilstand med følelsen af, at jeg havde en forsædepassager ved min side.
På kirkegårdskontoret skrev jeg under på at have læst ordensreglementet. Herefter bar en sød assistent urnen ud til den smukke fælleskirkegård. Modsat de ukendtes kirkegård er gravens placering kendt, men den må ikke markeres på nogen måde.
Jeg sænkede selv urnen og så, at graven blev dækket til. Mine roser blev lagt på plads, og med vemod sagde jeg farvel, men ikke definitivt, for Anne, du bor stadigvæk i mit hjerte.
Desværre tror jeg ikke på et liv efter døden... Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jord skal du igen opstå. Det gælder for os alle, men mon ikke hun bliver til en smuk rose? 



Bo Hess Nørreballe

7 kommentarer:

  1. Jeg tænkte jo nok, at det var derfor, du var så tavs. Du har selv alle ordene, men jeg vil alligevel gerne sige, at jeg føler med dig. Det er svært at miste nogen, man har delt godt og ondt med så længe.

    SvarSlet
  2. Jeg kondolere også selv om jeg udemærket godt ved, at det på ingen måde kan hjælpe dig igennem din sorg.

    Jeg sender også et stort varmt kram samt krus, for det kan du nok godt bruge nogle stykker af lige for tiden.

    SvarSlet
  3. Mine varmeste tanker til dig <3

    SvarSlet
  4. Én helt særlig Teilmann mindre ... så sørgeligt. Mange varme tanker herfra!

    SvarSlet
  5. Tusind tak for jeres sympati. Bo Hess

    SvarSlet
  6. Kondolerer. Det er svært at miste, uanset omstændighederne.

    SvarSlet
  7. Sande ord - Tusind tak.

    SvarSlet

Kære gæst
Hvis du ikke har nogen blog og vil skrive en hilsen,
gør du følgende:
1. Skriv først din hilsen og underskriv med dit navn.
2. Klik på feltet Kommenter som.
3. Vælg herefter Anonym.
4. Klik på Send kommentar.

Og så siger jeg tak mange 1000 gange :-)