396

1000 gangs jubilæum

Fortæl det til alle i øst og i vest!
Fortæl det til dem på cykel eller hest!
Fortæl det i den ganske blogverden!
Eller hvor du nu ellers har din færden,
at anjoe, Frederik og Rimkogeren
just nu holder en kæmpefest.

Hvorfor, hvorfor???
Det kan du læse her:

Et tusinde ettaller står nu muntert på rad
og jeg er derfor mere end jublende glad!
Nu hører du champagnepropperne muntert knalde
og livgardens festlige fanfare gjalde.
Du spørger mig, hvorfor al denne ståhej,
og jeg fortæller dig
i en sand euforisk lykkerus:
”Mit rimeri nummer et tusind er just nu i hus!”
I det herrens år, august, to tusind og fem
åbnedes rimeriernes dør på klem!

Og her er så forresten det allerførste rimeri, som blev fisket op af mit lille rimkogeri:

Olsen vågnede af narkosen op,
følte sig slet, slet ikke i top.
Doktormanden stod med nedadbøjet mund
”Velkommen tilbage fra dit lille blund,
desværre slap du ej fra operationen uden mén.
Vi måtte nemlig snuppe begge dine ben.
Men jeg har da en meddelelse oh så go’.
Jeg vil pokkers købe alle dine sko!”

Lidt historie:

Jeg har frem til 2005 lejlighedsvis dyrket de humoristiske vers. F.eks. skulle 6. klasse i hjemkundskab lave en kiwitærte, opskriften blev afsluttet med dette vers.

Alle børnene spiste deres kiwitærte.
Tænk ikke en lille bid gav de ham der Bo!
Nu gik han bare rundt og lo og lo og lo,
mens børnene lå på gulvet og vred sig i smerte.

Sjovt nok var ungerne den dag ekstra flinke til at give Hr. Læreren prøvesmagere…..

År 2003 er et år, jeg mindes med gru. Nyresten, brok og prostata betød, at jeg i kortere og længere perioder har været indlagt på Nykøbing F. Sygehus, i alt 45 dage. For at holde humøret oppe forsynede mit hjertes udkårne, anjoe, mig med en lind strøm af vittigheder fra nettet. Jeg hyggede mig med at illustrere dem, omformulere og udbygge, hvorefter de med en pæn succes blev prøvekørt på patienter og personale.

Hjemme igen, heldigvis uden men, forsøgte jeg mig som novellist. Vittighederne skulle laves om til korte noveller. Resultatet blev rimeligt, men heller ikke mere, så ideen blev skrinlagt.

Så en dag i august måned, 2005 sad jeg ved computeren og legede med en vittighed. Pludselig fik jeg en åbenbaring: Næsten af sig selv stod det første rimeri på skærmen. Det udviklede sig til en nærmest manisk besættelse. I en periode var det fire fem om dagen. Nu er det heldigvis klinget lidt af…

Alle store poeter plejer til slut at takke. Jeg er ingen undtagelse. Min første og største tak går til min bedre halvdel, anjoe. Hun har med sine vittigheder været/er en stor inspirator og været/er en god kritiker. Det sker nemlig ret tit, at jeg under en bytur bliver bedt om at komme med et rimeri! Jeg kan selvfølgelig ikke lade være; men indrømmet, er anjoe med, er det unægtelig lidt synd for hende, for det kan altså godt blive lidt trættende at høre det samme rimeri for tiende gang! Så også tak for, at hun er en tålmodig lytter.

Min anden tak går til min niece, Billedmager, fordi hun flittigt leverer vittigheder.
Til sidst en tak til de mange P4-lytter + tilfældige jeg har mødt under min færden, som under foregivelse af en vis morskab har lyttet til mine rimerier.

Og som det sidste: Til mine dansklærere i Folkeskolen og Gymnasiet kan jeg kun sige: ”ÆV, BÆV. Det havde I sgu vist ikke regnet med, vel??!”