460

Foto 1

Foto 2

Foto 3

Det Lille Folk

Du har sikkert set en dunbirk (Foto 1), som er oversået med underlige grenklumper af forskellig størrelse. Det er heksekoste også kaldet fuglereder. Selvfølgelig husker du fra skolens biologiundervisning, at der er tale om en svampesygdom forårsaget af taphrina betulina.

Hvad du næppe ved er, at nogle af heksekostene i virkeligheden kan være tulsere, som bruger træet som sovekammer! Tulserne, også kaldet Det lille folk, er formentlig de sidste trolde, som har formået at overleve menneskehedens ubarmhjertige udryddelseskrig.

Prøv om dagen at fotografere en angrebet dunbirk. Vend tilbage om natten og tag et nyt billede. Sammenlign nu omhyggeligt de to billeder (Foto 2). Hvis du er rigtig heldig mangler der måske et par heksekoste, som i virkeligheden var tulsere!

Når det er mørkt ændrer tulsen sin form. Den bliver fladtrykt på undersiden og dens store grønne øjne kommer til syne. Grenen slippes, og den svæver tyst ud i natten på jagt. Den er planteæder og foretrækker unge planter og blomster, men går ikke af vejen for insekter og natsommerfugle, og kommer små pattedyr eller småfugle for tæt på tulsen, ja, så er der et eksemplar mindre.

Jeg må lige nævne, at tulserne på ingen måde er farlige for os mennesker, selv om vi godt kan blive generet af dem. De elsker nemlig underbukser, men bare rolig, møder du en tulse mister du ikke denne intime beklædningsgenstand, men har du ladet vasketøjet hænge ude om natten, kan der godt mangle nogle underbukser om morgenen. Deres favorit er de gammeldags lyserøde og lodne underbukser, som især ældre kvinder brugte tidligere.

Der er imidlertid efterhånden en alvorlig mangel på denne delikatesse, så i dag kender de unge tulser stort set kun til denne herlige spise fra gamle tulser. ”Næh, den gang jeg var ung, var der underbukser til!”

En sen nattetime kunne jeg ikke sove. Frederik og jeg kørte en tur ud til en mose et sted her på Sydhavsøerne. Vi gik en tur. Pludselig så vi en lille flok tulser. Vi faldt i snak. Frederik foreslog, at vi serverede nogle af hans hundekiks for dem. De blev nydt, og snart var posen tom. Vi lovede at komme igen en anden gang med en ny forsyning. Herefter fik vi lov til at fotografere dem (Foto 3), men forinden måtte vi sværge vores salighedsed på, at vi ikke ville røbe deres opholdssted.

Inden vi tog af sted bad de os mindeligt om, at bede menneskene om ikke at bruge skyllemiddel til deres underbukser, for det gav dem altså mavepine. Opfordringen gives herefter videre: ”INGEN skyllemiddel til underhylerne, hvis de skal hænge ude om natten!”

288

Konen gav ham et sidste fur,
thi hun var som et bornholmerur,
Uret siger hak, hak, hak hele tiden.
Hun sagde hak, hak på ham hele tiden.
Nu er han kisteglad og ellevild,
for han mødte en lækker bornholmersild!

Så nu er der sol over Gudhjem.

Erindring.
For mange år siden (1968) var syvende klasse og jeg på Bornholm. Vi boede på Slottet i Gudhjem, hvor en syvende klasse fra Sønderjylland også boede. En dag skulle begge klasser til Christiansø. Det blæste ret kraftigt. Dårligt var vi kommet ud af havnen, før søsygen slog til. Det første offer var min kvindelige kollega: ”Bo, jeg er rigtig dårlig, kan du godt klare ungerne alene??” - ”Sæføli” man var vel vokset op i en havneby.. De første børn røg til rælingen. Nu kom den ene sønderjyske kollega: ”Konen og jeg er søsyge, kan du kigge efter vores børn??” - ”Sæføli” man var vel vokset op i en havneby..
Og jeg fik travlt, flere og flere blev søsyge og skulle hjælpes til rælingen, have et par trøstende ord, et kram, et klap på kinden. En drillede bemærkning: ”Bare rolig, det bliver meget værre, når vi skal hjem!” blev mødt med et brækindhyllet stort smil og et ”Hold kæft, Bo!!”
De få, der ikke blev søsyge, blev dårlige af at se på de andre…
I GUDER jeg var alene og var ved at slide skoene helt op til snørebåndene.
Om bord på skuden var et selskab på en halv snes pensionister, flere så ud til at ville betale en formue for at være tilbage på Bornholm.
Pludselig kom en frelsende engel: En urgammel kvinde (viste sig at være 89) ilede med stok til undsætning. : ”Det er da nogle svære skvatmikler, du der har med!” lød det på bredt sønderjysk. ”Mine er nu heller ikke bedre, men nu skal jeg hjælpe dig! Jeg kan se, du har hænderne fulde!”
Det havde jeg også, bogstavelig talt, for jeg nåede ikke væk, da X for alvor blev dårlig.
Hun var alle tiders hjælp, og eleverne var i deres elendige tilstand, glade for hendes omsorg.
Vi nåede i land. De fleste skvattede omkuld og lod sig berolige af Hr. Lærerens ord: ”I kan godt slappe af. Hjemturen bliver ikke nær så slem. For den første søsyge er altid en værste. Det kan godt være, I bliver lidt dårlige, men slet ikke i samme grad!”
Troen kan åbenbart flytte bjerge, hjemturen forløb stor set problemløst.
Lad mig bruge et par minutter på min engel. Hun kom fra Sønderjylland og var formand for en pensionistbridgeklub. ”Og ser du, skolelærer, pludselig fandt jeg ud af, at ingen af os i klubben havde set Bornholm. Så ringede jeg og arrangerede en turnering med klubberne og selvfølgelig også privat indkvartering, for penge er jo ikke det mange af os har for mange af.”
Jeg hørte om hendes liv. Stokken var mest til pynt, men var da praktisk at have ved hånden: ”Mens jeg endnu var ung, gav jeg mig selv til min firs-års en charterrejse til Spanien. Da vi var indkvarteret, advarede guiden os mod havnekvarteret. Nu var der fest en aften på hotellet. Den var dødkedelig, så jeg tog en taxa ned til havnen. Der var liv og glade dage. Alle var søde overfor den danske turist. Så skulle jeg hjem. Pludselig sprang et par unge knægte frem fra en port. Den ene havde en kniv i hånden og råbte: ”Money” Nej, hvor blev jeg gal. Jeg svingede stokken, så ham med kniven tabte den, og så fik de nogle drøje hug, mens jeg skældte ud: ”Skammer I jer ikke, sådan nogle lømler, hvad tror I ikke jeres forældre ville sige?” De svarede nu ikke, de løb. Jeg har for resten hans kniv derhjemme. Den bliver brugt som papirkniv.
Jeg ved ikke, hvor min engel nu er henne, men hvis du læser det her, siger jeg endnu en gang ”Tak For Hjælpen”

215

Når bare det bli'r i familien

Lillesøster sukker henrykt:
”Storebror, det er altså helt forrykt.
Meget bedre er du end vores Hr. Far!”
”Lillesøster, det er også vor Fru Moders kommentar!”
Sagen er da også soleklar.
Når det nu er sandheden, det gælder,
knægten er altså verdensmester i at lave frikadeller!”

I de sidste år af min karriere som professor ved St. Merløse Universitet huserede ovenstående rimeris fire første linier som en vittighed (dog med en noget anden formulering) mellem institutionens ældste elever.
Flere gange kom en elev susende: ”Bo, jeg har en skide god vittighed. Lillesøster osv. …” Selvfølgelig afbrød jeg ikke med ordene: ”Den kender jeg godt…”.

En dag kom en pige fra 1. klasse: ”Bo, hvad gør hønen, når den fryser??” Og inden jeg fik svaret, fortsatte hun: ”Den kravler ind under den varme hane!” En kort pause. ”Bo, synes du ikke den er dum, for så bliver den jo våd og kommer til at fryse meget mere, og så bliver den forkølet, tror du ikke?” Her tog jeg et alvorligt stenansigt uden på et latterkrakelerende ditto: ”Jo, min ven, det har du helt ret i!”

Vittighedslyttere kan for resten inddeles i flere kategorier.
Man fortæller en vittighed.
Type A afbryder hurtigt. ”Den kender jeg godt” og røber pointen.
Type B lytter og tager over: ”Sku’ den være god, næh nu skal du høre!”
Type C lytter og siger konsekvent: ”Den forstod jeg ikke!”
Type D griner når han hører vitsen, når han fortæller den, og endelig når han forstår den.
Type E griner højlydt uanset vitsens kvalitet.
Type F bedømmer vitsens kvalitet og belønner med et tilsvarende grin.

Endnu en type, kig ind til anjoe og læs den første stribe!

God Weekend til alle ude på bloggene.

155

Nåle

Hos Liselotte faldt jeg over en herlig historie om at lyve, læs den.
Beretningen udløste efterfølgende erindring:

Fakta havde tilbud på grønlandsperler. Det er slet ikke mig: Hullerne er for små, nålene for store og min tålmodighed er alt for lille!
Kunden efter mig, en kvinde i trediverne sammen med sin veninde, havde købt fire sæt.
Mig: ”Har du nu nåle?”
Hun: ”Ja, det har jeg.”
Mig: ”Er det franske eller danske nåle?”
Hun + veninden + kassedamen + næste kunde: ”ØØØH, HVAAA?”
Mig: ”Hva’ pokker kender I virkelig ikke forskel?”
Alle: ”Neej!”
Mig til kassedamen: ”Må jeg låne papir og kuglepen?”
Alle kiggede interesseret, mens jeg tegnede to nåle. Den ene med spidsen til venstre, den anden med spidsen til højre. I øvrigt var nålene ens.
Mig: ”Se nu her. Denne her er fransk. Det kan I kende på, at spidsen er i den ene ende og øjet i den anden. På den danske nål er det stik modsat, altså øjet i den ene ende og spidsen i den anden!”
Dyb tavshed et øjeblik, så hulkede kunden af grin: ”Hold da kæft mand, du står jo og tager pis på os alle sammen, og vi plumpede i med begge ben!”
Alle grinede.
Kassedamen: ”Må jeg få tegningen? Den kan jeg bruge.” Selvfølgelig fik hun den.
Et kvarter senere stod jeg i en elektronikforretning. Kunden og veninden kom ind og kiggede på noget værktøj. Jeg gik hen til dem og lagde venligt hånden på den enes skulder: ”Husk nu, der er dansk og fransk værktøj!”
Jeg gik efterladende et par storgrinende piger og en måbende ekspedient!

Kattehad

Kattehad
en redegørelse for baggrunden

Episode 1.
Aftensmaden stod på en herlig gang gule ærter. Fra den nu gabende tomme fryser var et stykke medister fisket op, tilberedt og lå indbydende og ventede på at den tarmluftproducerende menu var færdig.
Mens jeg stod og rørte, hørte jeg pludselig en fremmed lyd. Den kom fra naboens kat, som var sprunget ind ad et åbent vindue og sad nu og delikaterede sig med min medister. Inden jeg nåede at reagere, forsvandt den med et grin og pølsen ud ad vinduet, og jeg måtte nøjes med vegetaristiske gule ærter.

Episode 2.
Genboens kat yndede at opholde sig i åbne skabe. En nat var den smuttet ind og havde lagt sig til rette i et højt køkkenskab. Kort efter lukkede jeg intetanende skabet og gik i seng.
Muligt at jeg er ret pibet, og det var derfor jeg var tæt på hjertestop, da jeg den efterfølgende morgen åbnede skabet, og kræet med en arrig væsen sprang ud 30 cm fra min næsetip.

Episode 3.
Det var sommer. Det var ferie. Det var hedebølge. Derfor var jeg nærmest blevet nattedyr. Klokken var omkring tre om natten, dødstille og buldermørkt udenfor.
Alle døre og vinduer stod åbne, og jeg sad i et par shorts. En termokande med iskold hjemmelavet herlig æblevin sørgede for, at jeg kunne opretholde væskebalancen.
Febrilsk pløjede jeg mig igennem Edgar Allan Poes uhyggelige novelle: Den sorte kat. Novellen handler om en stakkels mand, som er gift med en satanisk heks, som har en modbydelig stor sort hankat. Han beslutter sig for den hustrubidragsfrie skilsmisse. Hans hus er ret specielt, fordi fundamentet er lidt længere end selve huset. Murer man en mur op, som flugter husets gavl, har man det perfekte gemmested til et kvinde- og et kattelig….
Planen lykkes, delvis, missekatten når at smutte.
Senere efterlyser han fruen hos Scotland Yard. Detektiverne indfinder sig. Nede i kælderen foran den nye mur, udbryder han fortvivlet: ”Jeg vil give alt, hvad jeg ejer for at få min elskede kone tilbage!” I overmod slår han sin stok mod muren. ”Miiav” lyder det inde bag muren…..

I DETTE ØJEBLIK LØD ET HØJLYDT MIIAV VED MINE FØDDER.

Jeg ved ikke hvem, der blev mest forskrækket, mig eller bagboens kat. Jeg skreg i hvert fald højt, sprang op, tabte bogen og væltede vinglas og termokanden. Den ubudne gæst fræsede tre gange rundt oppe under loftet, inden den styrtede ud i sikkerhed.

Er der så noget at sige til, at jeg ikke bryder mig om katte?

Mine trængsler er for længst forbi. Kort efter episode 3 mødte jeg anjoe, og hun foreslog, at vi skulle have hund. Det blev til en herlig schæfer, som blev fulgt af andre. Den sidste i rækken er Zorro, som er lidt af hvert. Som hans forgængere er han på bedste vis i stand til at fortælle, at katte er uønskede gæster!

Ikke ligefrem sikker sex

Gemalen er ved at være lidt trættende (nej ikke min anjoe, men bambi72’s gemal). Hans indlæg 12/4 inspirerede mig til min brændevinsberetning, hvorefter det inspirerede ham til at fortælle om at blive taget med bukserne nede. Denne beretning 13/4 inspirerede så mig…..

***

Forberedte om eftermiddagen næste dags kemitime. Et glasrør knækkede og lavede et voldsomt blødende sår i min højre tommelfinger. Efter fire gennemblødte kompresforbindinger indfandt jeg mig på skadestuen i Ringsted. Fingeren blev syet og forbundet, og så gik turen til apoteket efter en lædertut, som skulle beskytte mod snavs og fugt.
Den søde apotekerpige: ”Beklager vi har ikke nogen der er så store!”
Mig, efter en kort tænkepause: ”Jeg kommer til at tænke på en alternativ løsning.” Den søde apotekerpige: ”Det gør jeg også!”
Mig: ”Lad os prøve.”
Den søde apotekerpige: ”Fint, men du er altså nødt til at betale, selvom det ikke virker.”
Mig: ”OK! Laver du noget i aften?”
Nu kom med en tre-styks pakke Plankondomer!
Mig: ”Jeg får altså frygtelig svært ved at rulle den på, vil du?”
Og selvfølgelig, for øjnene af mange kunder og et fortravlet personale, åbnede hun pakken og under gensidigt grin, gik hun i gang med at pakke kalorius ind. De øvrige ekspeditioner gik i stå……

Til venlig orientering:
Kondomer dur slet ikke, de er absolut vandtætte, men går lynhurtigt i stykke!

12/4 bragte

gemalen et oh så dejligt indlæg om de kære puttenuttede katte. Det inspirerede: Læs i morgen.

Ej rart at tage stikket hjem

Tak til gemalen, som kaldte dette erindringsbillede frem!

For mange år siden dyrkede jeg uden blusel og uden fusel fremstillingen af den velkrydrede brændevin. I jagten på nye smagsretninger var Marcussens Helbredende Urter en god hjælp, og det ud fra devisen: En plante nævnt i den bog kunne næppe være giftig.

Jeg fik lyst til at eksperimentere med rølliken. Om den plante beretter Marcussen: God mod voldsomme menstruationssmerter og skedekrampe. Og da det er bedre at forebygge end helbrede, begyndte jagten. Blomsterkronerne blev fyldt i et syltetøjsglas, en spiseskefuld honning tilføjet og spritten fyldt på. Fjorten dage senere blev essensen siet og noget af det blandet i en halv flaske 40 % sprit (blandingsforholdet er glemt, så forsøg dig eventuelt frem.)

Da den havde trukket en måneds tid, kom en bisværm på besøg i baghaven. Jeg ringede til en lokal bimand, fik fat på konen, som fortalte, at han var ude ved en bivej i nabolaget og i gang med en bibeskæftigelse, nemlig at fjerne honning.
Dytten blev startet, tøffede af sted og snart efter var jeg fremme. Jeg steg ud. I næste nu flygtede jeg hen mod bilen, for bier, der får stjålet honning, er uhyre aggressive. Syv bistik i hovedbunden senere knaldede jeg bildøren i og forsvandt hjem.
Hjemme igen fik jeg det rigtig dårligt. Hovedpine, (magnylglasset var gabende tomt ) kvalme, svimmel, kuldegysninger trods hedebølgen udenfor. Jeg overvejede alvorligt at ringe efter hjælp.
Mens jeg så tiden lidt an, mente jeg at det måtte være på tide at prøvesmage. Bedstemors portvinsglas kom frem, fyldt og skål. Herlig smag, det krævede én til. Herefter sank jeg i dyb selvmedlidenhed ned i lænestolen. Mirakel! Tyve minutter senere begyndte ubehaget at svinde hastigt, og snart efter var der kun lettere smerter tilbage.

En time senere hentede jeg et glas magnyl……. på gåben.

Røllikesnapsen er åbenbart god mod bistikkets gener. Og så kan jeg sværge på, at den virkelig er god mod skedekrampe og voldsomme menstruationssmerter. Virkningen er tilsyneladende livslang, thi indtil nu er jeg i hvert fald ikke blevet plaget ikke af slige dårligdomme!

nb. Først på aftenen kom bimanden og hentede sværmen. Svært? Næ, han skovlede den bare med hænderne ned i en kasse, sagde tak og forsvandt!

Læs mere om rølliken? Klik på denne adresse: www.fakirskolen.dk/flora/milfoil.htm
Af uransagelige grunde accepterer blogspotten ikke den normale procedure!