12-02-2012
1612
1279
14-02-2011
(Jeg har fødselsdag i dag)
418
I dag er det Rimkogerens fødselsdag…
Min bedste fødselsdag:
En gang i halvfjerdserne var jeg i Helsingør med femte klasse og deres klasselærer. Jeg havde haft klassen til formning siden de startede i første.
En aften spurgte de: ”Bo, hvornår har du fødselsdag?” -- ”Fjortende februar.” -- ”Så kommer vi alle sammen og siger tillykke.” -- ”I skal være velkomne!” og tænkte: Det er den slags spontane løfter, som aldrig bliver til noget. Det er glemt, når de kommer hjem.
Året efter havde jeg dem ikke til noget. Det blev fødselsdag.
Dagen før og natten igennem sneede det kraftigt, og det blæste cirka et dusin pelikaner! HERLIGT. Det betød, at jeg sikkert kunne fejre fødselsdag i ensom majestæt. Klokken syv om morgenen tændte jeg for radioen: ”Samtlige skoler på Midtsjælland holder lukket!!!” Jeg vendte mig om og faldt i søvn.
Pludselig vågnede jeg med et sæt. ”I dag er det Bos fødselsdag, hurra, hurra, hurra!” Ved min seng stod hele 6. klasse og deres klasselærer og sang!! ”Her er din fødselsdagsgave, værsgo og tillykke, så kan du godt stå op Bo, for vi skal have morgenmad!” – Piv, et halvt franskbrød og lidt rugbrød. Nå bageren havde da heldigvis åbent.
Bekymring uden grund. Da jeg kom ned, var sofabordet dækket med store fade morgenbrød, marmelade, smør, ost, kaffe og te på termokander + en lagbasse og en lille morgenbitter. At jeg blev meget, meget fugtigt i øjenkrogene er vist indlysende. Jeg gør det såmænd også her i skrivende stund.
Med til historien hører, at klassen var landklassen Flere af eleverne havde op til fem kilometer til skole ad små uryddede biveje. I flere små hjem havde forældrene forsøgt at overbevise deres poder om, at det var umuligt at køre frem. Svaret var rimelig enslydende: ”Kan du ikke køre, så går jeg!”
Se, kære blogger, det var min livs bedste fødselsdag.
Og her er så en pinlig afsløring:
da han i fødselsdagsgave fik et solskinsur.
Da det blev nat, blev jeg derimod eddikesur,
for nu virkede ej længere det forbandede ur.
Jeg klagede min nød til naboen, frøken Stampe.
Hun gav mig et kløgtigt råd,
og øjeblikkelig vågnede jeg op til dåd.
Og det var ret beset rigtig godt gået.
Nu kunne jeg altid se, hvad soluret var slået!
Jeg købte mig nemlig en pandelampe.



